Portræt: Fra barn til populær Dronning

 

Fødselslægen Erik Rydberg bliver kaldt til Amalienborg tidligt mandag morgen. Egentlig kommer barnet nogle uger for tidligt. I kongefamilien siger man, at det er fordi, kronprinsesse Ingrid har været så oprørt. Det er en uge siden, tyskerne besatte Danmark. Den dag kronprins Frederik overbragte den højgravide kronprinsesse nyheden om Danmarks besættelse, skulle hun have sat sig op i sengen og sagt: -Disse lorte.

 

7 dage senere kom veerne. Det har ikke været nemt for Danmarks kronprinsesse at blive gravid. Der er gået fem år siden brylluppet i Stockholm. Han er 41 år, og hun er 30. En lang og hård fødsel venter kronprinsesse Ingrid.

 

Der går cirka 1 døgn, før fødselslægen forlader slottet igen.

 

Tirsdag den 16. april om formiddagen går kongehusets officielle meddelelse ud til det danske folk. Kort tid efter er der hejst flag rundtomkring i gaderne, hvor de tyske soldater patruljerer.

 

Få dage forinden er 13 soldater og tre feltgendarmer blevet begravet, fordi de forsøgte at kæmpe mod den tyske besættelsesmagt, da de tyske tropper gik ind over den danske grænse den 9. april.

 

En uge senere lever danskerne i en ny virkelighed med mørklægningsgardiner, kørselsforbud og rationeringsmærker.

 

- Midt i en Mørketid har dette lille Fyrstebarn set Lyset, skriver Nationaltidende dagen derpå.

 

Barnet vejer 3300 gram. Og det er en pige.

 

Kronprinseparret ville, at prinsesse Margrethe Alexandrine Þórhildur Ingrid skulle leve et almindeligt liv i en ualmindelig tid. De forsøgte at skærme hende fra Besættelsen.

 

Mange år senere vil dronning Margrethe II i interviews fortælle, at hun ikke kan forstå sig selv uden de fem år. Det er dem, hun siden kom til at måle alting med. Hvis noget varede ti år, ville hun altid tænke:

 

Det tager altså dobbelt så lang tid, som besættelsestiden varede.

 

Minderne sætter sig tidligt fast i Margrethes hukommelse. Som de gange hun gik tur med sin mor eller barnepigen, og de hørte støvletramp i gaden. Pludselig fik de voksne travlt med at få hende til kigge på butiksvinduer, selv om der bare var grøntsager bag ruden.

 

Når luftalarmen lød, søgte familien ned i den hvælvede kælder under palæet. Margrethe var bange for høje lyde, så dernede under jorden sagde hendes far til hende, at de skød måger udenfor. Når der lød et højt brag, spurgte prinsessen:

 

- Far, var det en meget stor måge?

 

Den 4. maj 1945 har prinsesse Margrethe kun sovet et par timer, da hun bliver vækket omkring klokken otte om aftenen. Hun hører råb udenfor. Hvad er det for noget, tænker hun og står op. Hun hører barnepigen og kammerjomfruen snakke i legestuen inde ved siden af og vover sig derind. Nu bliver jeg nok smidt på hovedet i seng igen, når hun at tænke, inden hendes forældre kommer op fra stuen. De tager hende med, og hun får en sodavand.

 

- Det er freden. Krigen er slut, har dronningen siden erindret, at hendes far sagde.

 

Men det var ikke helt rigtigt. Ikke på Amalienborg. Der blev skudt mod kongeslottet fra den tyske krydser Nürnberg og fra et mindre krigsskib, der lå ved Orlogsværftet og skød ind over havnen, hen over Frederik VIII’s Palæ. Margrethe og lillesøster Benedikte blev taget med ned i kælderen, hvor de sad hele den 5. maj. Da det hele var overstået, gik de ovenpå og så, hvordan der lå glasskår fra de splintrede vinduer på gulvet i barnepigens soveværelse.

 

Den nat blev der sat stearinlys i vindueskarmene i resten af de danske hjem. Mørketiden var forbi.

 

1950’erne: 

Det var en prinsesse, ikke en tronarving, danskerne havde fået under Besættelsen. Efter hende kom der 2 piger mere. Den sidste, prinsesse Anne-Marie, var en endnu hårdere fødsel end Margrethe. Lægerne sagde til kronprinsesse Ingrid, at der ikke kunne komme flere børn. Og altså ingen sønner. - Dette afkom, mand efter mand, lød Tronfølgeloven fra 1853. Datteren af landets kommende kong Frederik IX befandt sig et godt stykke nede af monarkiets rangstige.

 

Men der var nye tider på vej i det danske kongehus.

 

Uden for Amalienborg var ligestillingsdebatten begyndt. Allerede i 1946 stillede ugebladet Alt for Damerne spørgsmålet: - Kan vi vente en ny dronning Margrethe?

 

I en Gallupundersøgelse svarede 48 % ja til, at kvinder burde have lige adgang til den danske trone. 34 %sagde nej.

 

Da der i 1953 skulle stemmes om en ændring af Grundloven, skulle vælgerne tage stilling til, om Landstinget skulle nedlægges, om Grønland skulle gøres til en del af rigsfællesskabet, om valgretten skulle sænkes til 23 år – og om Margrethe skulle kunne blive dronning. Som det så ud på det tidspunkt, var det prins Knud, der stod til at blive konge. Og efter ham ville hans søn, Margrethes fætter prins Ingolf, arve tronen. Men langt de fleste danskere så hellere, at tronarvingen skulle findes blandt kong Frederiks efterfølgere. Afstemningen om ændringen i tronfølgen kunne med den populære prinsesse Margrethe som personificering måske blive det, der blandt andet kunne mobilisere kvinderne.

 

Det var nødvendigt, for at ja-stemmerne kunne udgøre de 45 procent af samtlige stemmeberettigede, som det krævedes for overhovedet at revidere Grundloven. Også mænd var begyndt at tale for en kvindelig tronarving. Som da Informations chefredaktør Erik Seidenfaden op til folkeafstemningen anbefalede danskerne at stemme for en ændring af den gamle Tronfølgelov, så Frederik IX’s datter kunne bestige den danske trone.

 

Da hun var 11-12 år gammel, gik det op for Margrethe, hvad der var ved at ske. Hun havde læst om det i avisen.

 

Kammeraterne i skolen hørte snakken derhjemme, men de bragte det sjældent op, mens Margrethe lyttede. Men en dag var der alligevel et af børnene, der sagde noget om, at hun skulle være dronning. Margrethe begyndte at græde. For hvis hun skulle være dronning, betød det, at hendes far kunne dø. Den tanke syntes prinsessen, var forfærdeligt skræmmende. Derhjemme begyndte Ingrid og Frederik langsomt at tage emnet op med hende. Til at begynde med var hun forskrækket og forvirret. Men langsomt erkendte hun, at det var det, hun skulle være. Dronning af Danmark.

 

En dag får Margrethe øje på en kommode på sit værelse, en særligt yndig en, som hun holder meget af. Den er ikke hendes egen, ved hun, den er et af statens møbler. Og det gør hende glad at tænke på, at nu, hvor hun skal være dronning, vil den altid stå hos hende.

 

Godt en måned efter Margrethes 13-års fødselsdag, den 28. maj 1953, bliver revisionen med nød og næppe vedtaget. 45,76 procent af de stemmeberettigede stemmer ja til at revidere loven, ja til kvindelige tronfølgere – og ja til Margrethe.

 

1960’erne: 

Hendes store ønske var at læse arkæologi, ligesom hofdamen Wava Armfelt, og Margrethe tog ofte med sin hofdame til studieøvelser på Nationalmuseet. På Cambridge University i England tog hun et diplomkursus i forhistorisk arkæologi, inden hun begyndte studierne i statskundskab på Aarhus Universitet. Sideløbende med den formelle uddannelse begyndte hun i livets skole, da hun drog ud på sin store dannelsesrejse.

 

Først blev hun menigt medlem af den skandinaviske arkæologiske ekspedition i Den Nubiske Ørken. Hun var med til at udgrave en landsby, og hun så pyramiderne i Egypten.

 

I 1963 tog hun på en 72 dage lang tur til Østen med en gruppe på fem rejsende. Hun lærte at spise med pinde og lyttede genert, når Indiens kejser Nehru fortalte om sit land. Hun besøgte monarkerne i Thailand og Japan, hun nejede for shahen i Iran, og hun sejlede med Jutlandia fra Singapore til Cambodja, hvor hun besøgte Angkor Wat-templerne og hilste på eneherskeren fyrst Sihanouk.

 

Før hun fyldte 25 år, havde hun flyttet sig 140.000 kilometer fordelt på fire kontinenter. Noget helt usædvanligt i en tid, hvor Spies og Tjæreborgpræsten kun få år forinden havde sendte de første danske charterturister af sted mod Mallorca med mellemlandinger i Hamburg, Stuttgart, Lyon og Marseille.

 

Pressen var med på turene, og for første gang blev en tronfølgers rejser filmet. Den høje, krølhårede kvinde var Danmarks første tv-monark.

 

En septemberdag i 1966 har Ekstra Bladet opsnappet en stor historie. Tronfølgeren vil snart blive forlovet. Margrethe har forelsket sig i en fransk greve, der også er diplomat, skriver avisen. Og parret skulle have kendt hinanden i flere år.

 

Henri Marie Jean André, greve de Laborde de Montpezat. Det måtte være ham, tænkte Ekstra Bladets chefredaktør, da han sad med listen over franske tredjesekretærer ved ambassaden i London. Rygtet om, at Margrethe havde planer om at forlove sig med en fransk diplomat, var få dage forinden landet som et telegram på redaktionen. Og en sommerdag året efter skriver DR Danmarkshistorie, da de for første gang transmitterer et kongeligt bryllyp. Den 10. juni 1967 sidder danskerne foran fjernsynet og overværer vielsen i Holmens Kirke, hvor Margrethe siger ja til sin prins.

 

1970’erne: 

Den unge dronning er helt i sort. Hun har sørgehat og sørgeslør på og en lang, sort nederdel, som hun har lånt af sin mor. Øverst på brystet, midtfor under hagen, glimter noget rødt. Det er den lille rubinhestesko, hun som 13-årig fik af sin far, den dag Grundloven blev underskrevet.

 

Det er den 15. januar 1972. Margrethe er 31 år gammel. Ved sin side har hun den socialdemokratiske statsminister Jens Otto Krag. En statsminister, der som ung havde nægtet at rejse sig, når kongesangen skulle synges. I rollen som kongelig udråber er det ham, der skal stå for hendes udnævnelse.

 

Den rolle er den socialdemokratiske statsminister ikke specielt begejstret for, har man siden kunnet læse i hans dagbog. Han ønskede at modernisere ceremonien. Men den nye dronning gik ind for at fastholde den gamle tradition.

 

Omkring halvtretiden begynder folk at indfinde sig på Christiansborg Slotplads. Bag murene forbereder den kommende dronning sig på, at der nok ikke er så mange på pladsen. Hun minder sig selv om, at det var noget helt andet, da hendes far overtog tronen efter sin far, Christian X.

 

lokken 15.00 går fløjdørene op ved granitbalkonen over Kongeporten. Indefra kan Margrethe ikke se ret meget for de meget dybe vinduesnicher og balkonens gigantiske granitbalustrade. Det er først, da hun træder ud i minusgraderne og østenvinden, at det går op for hende, hvor mange mennesker der står og kigger op på hende. Nej, det er ikke sandt, tænker hun. På pladsen står der mellem 50.000 og 75.000 danskere.

 

1980’erne: 

Nytårsaften 1984 klokken 18 sidder danskerne foran skærmen og venter. Lidt efter toner dronningen frem, som hun plejer, med et grundigt forberedt manuskript og intet andet.

 

Pludselig er hun ikke længere kun nationens kærlige mor, der samler og trøster på årets sidste dag. Hun kigger direkte på os, bladrer i sit manuskript og fortsætter:

 

 

- Så kommer vi med vores ”danske humor” og ”små dumsmarte bemærkninger”. Så møder vi dem med kølighed, og så er der ikke langt til chikane og grovere metoder. Det kan vi ikke være bekendt.

 

2000’erne: 

Dronningen bruger hverken mail eller mobiltelefon. På mange måder lever hun i en tidslomme. Når der inviteres til middag hos kongehuset, serveres den på kridhvide damaskduge ledsaget af store stivede servietter, og den spises af sølvtallerkener og med bestik i massivt guld, hvortil der i krystalglas skænkes dyre vine fra Rosenborgs kælder. På bordet er der kandelabre, postamenter og spejlplateauer.

 

Dronningens nærmeste ansatte har den dag i dag titler som hofmarskal, kabinetssekretær, kammertjener og oldfrue.

 

14 Maj 2004 sagde dronningens største søn kronprins Frederik ja til sin Mary i København. 1000.000 af danskere var mødt op for at sige tillykke.

 

2010’erne: 

- Det er med sorg, jeg erfarer omfanget af det seneste døgns begivenheder, lød det fra dronningen i pressemeddelelsen, der udgik fra kongehuset den søndag eftermiddag for 2 måneder siden. Det var den 15. februar, dagen efter dagen og natten, hvor København blev til en skudzone.

 

- Mine tanker går til den dræbte filminstruktør og den unge vagtmand fra det jødiske samfund, som blev mål for gerningsmandens handlinger. Jeg sender min dybeste medfølelse til de pårørende og til de sårede politifolk, udtalte dronning Margrethe i meddelelsen.

 

En eftermiddag 14 år forinden kører dronningen og prins Henrik af sted til Sydsjælland for at besøge nogle venner. Det er den 11. september 2001.

 

Mens de sidder i bilen, får de et opkald gennem politiet. Der bliver tændt for radioen. Da de når frem, står deres venner og tager imod dem på trappen. De skynder sig alle sammen ind og tænder for fjernsynet. Kort tid efter ser de billederne af det første tårn, der kollapser.

 

Det er ikke sandt, tænker dronningen. Du ser ikke det, du ser.

Hun når at tænke, at det på en måde er godt, at de ikke befinder sig i København. Hvis nu nogen havde udtænkt, at alle de vestlige hovedstæder skulle udsættes for et angreb. Så var det godt, at hun og prinsen var et sted, hvor ingen regnede med, at de var.

Efter angrebet på tvillingetårnene den 11. september er sikkerheden omkring dronningen og hendes familie skærpet.

 

Som barn gik hun frit på gaden, kun ledsaget af sin barnepige. Under Besættelsen skiftedes to kriminalbetjente til at være i nærheden. Men det vidste hun ikke. Hendes forældre fortalte det først flere år efter.

»Havde jeg som ung vidst, at jeg skulle være omgivet af sikkerhedsvagter resten af mit liv, havde jeg skreget højt og længe,« har dronningen sagt i bogen ”Margrethe II”.

 

Dronning Margrete har sagt, at hun tænker tilbage på sit liv i perioder på fem år. For fire et halvt år siden var dronningen på Rigshospitalet for at besøge sårede soldater. Soldaterne var overraskede, for de vidste ikke, at hun kom. Hun overværede deres genoptræning. Hun så, hvordan bandagister tilretter proteser til de soldater, der har mistet ben eller arme.

 

Året efter rejste hun til Afghanistan for at besøge de danske soldater ved frontlinjen i Helmand. Det var første gang, dronningen besøgte de danske soldater i en krigszone.

 

Iført grøn uniform, hjelm og en rød sløjfe i det flettede hår besøgte dronningen Patrol Baseline, Camp Price og Camp Bastion. Dronningen var blevet regent for en krigsførende nation.

 

Også er vi fremme ved i dag. Dronning Margrethe fylder 75 år, og hun er særdeles populær.