top of page
Dronning Elizabeth 90
Nyt fantastisk billede

 

Den britiske dronning Elizabeth kan torsdag d. 21. April fejre sin 90 års fødselsdag og samtidig blive den første britiske monark, der er blevet så gammel. Men det er ikke fødselaren, der stjæler opmærksomheden på det foto, som er blevet sendt ud i anledningen.

 

En monark og 3 tronfølgere med store smil på læberne. Opstillet til et portræt i de kongelige gemakker på Buckingham Palace.

 

Briterne havde med spænding ventet på det billede, som skulle markere den britiske dronning Elizabeths 90 års fødselsdag torsdag. Og de er næppe blevet skuffede over det skønne billede, som det britiske postvæsen Royal Mail har offentliggjort onsdag.

 

Billedet viser nemlig fire generationer kongelige; dronning Elizabeth, tronfølger prins Charles samt de efterfølgende to i tronfølgen – prins William og lille prins George.

 

Men det er ikke fødselaren, der stjæler billedet. Det gør derimod den yngste prins, der med sit helt store smil må få selv de mest kongehuskritiske hjerter til at smelte.

 

Iført en hvid skjorte, blå shorts, høje strømper og sandaler, holder den lille purk, der er udset til en dag at blive Storbritanniens kommende konge, sin far i hånden, mens han balancerer på nogle skumklodser.

 

Og måske var lille prins George særligt glad, fordi han var tæt på sin oldemor, som han kalder ’Gan-Gan’. Ifølge de britiske medier har den lille prins nemlig et nært forhold til den aldrende monark.

 

Den lille drengs glæde smitter tydeligt af på hans far, prins William, der også smiler bredt. Og ligeledes gør monarken samt prins Charles.

 

Billedet er blevet taget til Royal Mail og skal bruges til frimærker, der udgives i forbindelse med dronning Elizabeths fødselsdag – en fødselsdag, som det britiske folk har set frem til. For ikke nok med, at dronning Elizabeth for nylig blev udnævnt til den længst siddende monark i Storbritannien nogensinde.

 

Men sin runde fødselsdag sætter hun en ny rekord. Den britiske dronning bliver nemlig den første monark i Storbritannien, der fylder 90 år, mens hun stadig sidder på tronen.

 

Selv om resultatet er blevet et dejligt billede af dronningen og hendes tre efterfølgere, så var det dog ikke lige let at få billedet i hus. Det fortæller fotografen bag billedet, den 55-årig Ranald Mackechnie.


Han troede knap sine egne ører, da han fandt ud af, hvad det var for en opgave, han var blevet sat på:

 

- Det er en ære og en fantastisk mulighed for at fotografere fire generationer af familien. Vi brugte en del tid på at tænke over, hvordan vi skulle bære os ad med det,  fortæller han til den britiske avis Mirror.

 

Billedet blev taget sidste sommer, da prins George lige var blevet to år. Og alene derfor var der en del udfordringer forbundet med fotograferingen, da det kan være svært at holde på så lille en størrelses opmærksomhed.

 

Men også andre ting spillede ind. Billedet skulle nemlig bruges til frimærker, så det skulle være muligt at skære ensartede billeder ud af hovederne af hver af de fire personer, så de hver kan få deres eget frimærke. Det betød, at de fire royale helst ikke måtte sidde for tæt på hinanden, hvorved prins George for eksempel heller ikke kunne sidde på skødet af nogen.

 

Derudover var det nødvendigt, at alle ansigter var i nogenlunde samme højde.

 

Sidstnævnte løste fotografen på en opfindsom måde. Han havde nemlig nogle skumklodser fra tidligere optagelser, som han brugte til prins George, så han kom op i rette højde.

 

Og den lille prins opførte sig rigtig pænt, fortæller fotografen:

 

- Da vi var i gang med optagelserne, var prins George meget fascineret af mine lys, fortæller fotografen.

 

Ifølge Daily Mail har royale ansatte fortalt, at den lille prins var ’så god som guld’ under optagelserne.

 

Ud over dronningens fødselsdag, skal frimærkerne af de fire familiemedlemmer også markere det britiske postvæsens 500 års fødselsdag

 

Dronning Elizabeth fylder 90 år torsdag, og der er planlagt de helt store festligheder for monarken i Storbritannien. Fejringen vil foregå over flere dage.

 

Men egentlig var det slet ikke meningen, at Dronning Elizabeth skulle have været dronning. Faktisk var det hendes fars bror, Edward den VIII, der skulle have været konge. Men da han besluttede sig for at abdicere i 1936 for at kunne gifte sig med den borgerlige og fraskilte Wallis Simpson, blev hans bror George – dronning Elizabeths far – pludselig konge. Og da han i en alder af kun 57 år uventet døde, måtte den dengang kun 26-årige Elizabeth i hast overtage tronen.

 

Det gjorde hun, og hun har været Storbritanniens dronning lige siden. Med sin evige støtte, sin mand prins Philip ved sin side. De mødtes, da hun var kun 13 år gammel og blev gift i 1947. Philip måtte opgive sin karriere i søværnet for at være prinsegemal – et offer som ifølge britiske medier var svært for Philip.

 

Dronning Elizabeth var dog godt klar over, hvor hårdt det var for prinsen at opgive søværnet. For at vise sin taknemmelighed gav hun ham derfor en af sine titler i 90’års fødselsdagsgave i 2011. Det var titlen ’Lord High Admiral’, som på titelniveau er den øverste magt i Søværnet.

 

Tiden som dronning har til tider været svær for dronning Elizabeth – især i 80’erne og 90’erne, hvor skilsmisser og rygter om utroskab prægede det britiske kongehus. I 1992 blev hendes datter, prinsesse Anne skilt, mens begge dronningens sønner blev skilt i 1996. Elizabeths anden søn, prins Andrew, blev skilt fra Sarah Ferguson – også kendt som Fergie, mens skilsmissen mellem dronningens førstfødte, prins Charles, og prinsesse Diana skabte massiv medieomtale.

 

Også 1997 blev et hårdt år for den erfarne dronning, der blev kritiseret voldsomt for sin håndtering og mangel på at udvise empati i forbindelse med prinsesse Dianas død.


Ifølge britiske medier var det britiske kongehus’ popularitet hastigt dalende i de år.

 

De senere år er kongehuset igen blevet populært i Storbritannien. Eksperter peger på, at ægteskabet mellem prins William og Kate Middleton har en del af æren – ikke mindst, da de har beriget verden med en ny prins og prinsesse.

 

Men også dronningen popularitet er tiltaget massivt, og hun bliver lovprist i de britiske medier for sin gode håndtering af alle sager, for sin stil og for at altid at opføre sig passende. I Mirror roses hun blandt andet for sin evige arbejdsmoral. Selv i en alder af 90 insisterer dronningen på at udføre sine royale pligter.

 

'Det er svært at forestille sig et Storbritannien uden hende', skriver Mirror i en leder.

 

 

Nye mønter på gaden

 

I anledning af dronning Elizabeths 90-års fødselsdag udgiver den kongelige mønt i England en række helt nye mønter.

 

Mønterne er skabt af kunstneren Christopher Hobbs, som har brugt tre måneder på at komme op med det helt rigtige design til mønter, som kommer i flere udgaver. Mønterne fås i både sølv, guld samt platin guld og priserne spænder fra 5 pund til 5.000.

 

På mønten ses et fremtrædende "90", som er omkranset af ni roser, som symboliserer dronningens ni årtier. På mønten ses også en krans af laurbærblade og de fire områder, England, Wales, Skotland og Nordirland er også repræsenteret.

 

Populære mønter med dronning Elizabeth

 

Da dronningen fyldte 70 og 80 år blev der også udgivet mønter. Det samme skete, da Elizabeth kunne fejre sit rekordlange regeringsjubilæum (60 år) i 2013.

 

I Storbritannien har de stor succes med at udgive mønter i forbindelse med dronningens mærkedage. Mønterne er blevet til store samleropbjekter og flere af de dyreste mønter bliver hurtigt udsolgte.

 

Nyt Stel på gaden

 

i anledning af dronning Elizabeths 90-års fødselsdag lanceres også en fornem samling souvenirs, deriblandt et stel.

 

Det fornemme fødselsdagstel er holdt i hvide, turkis og gyldne farver og er dekoreret med dronningens våbenskjold, forskellige blomsterranker og en kant af guld.

 

I kollektionen kan man blandt andet købe et krus til 25 pund (omkring 237 kroner), et viskestykke til 9,95 pund (omkring 95 kroner) og en tallerken til 39 pund (omkring 370 kroner).

 

 

Du kan se nærmere på kollektionen her.

 

Fest i flere måneder

 

Fejringen af dronning Elizabeths 90-års fødselsdag spreder sig over flere dage. 

 

Officielt fylder monarken år i dag, 21. april, men den rigtig fejring sker først til maj og juni.

 

Selve fødselsdagen går dog ikke stille af, og sammen med sin mand prins Philip fejrer dronningen den store dag i Windsor.

 

Dronningen skal blandt andet være med til at åbne "Dronningens gangrute", der er en 6,3 km lang rute, der forbinder 63 af de vigtigste steder i byen Windsor. Gangruten skal symbolisere de mere end 63 år, der var gået, da dronning Elizabeth i september slog rekorden som den længst regerende monark.

 

Ruten er inspireret af succesen fra jubilæumsruten i London, der var den første af sin slags i verden, da den åbnede i 1977 ved dronningens sølvjubilæum.

 

I løbet af de næste to år er det planen, at op mod 100 gangruter skal åbnes i hele Commonwealth som anerkendelse af dronningens arbejde.

 

21. April om aften bliver dronningen fejret af hele sit rige, når over 900 lys bliver tændt rundt omkring i verden. 

 

Sammen med prins Philip, prins Charles og hertuginde Camilla vil dronningen se de første tre blive tændt omkring Windsor Castle og den nye gangrute. 

 

Herefter vil en kæde starte, der omslutter hele Storbritannien og senere mange steder i verden.

 

I alt tændes over 900 små eller store lys. Nogle er speciallavede gaslamper, mens andre er bål.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Dronning Elizabeths død er allerrede planlagt 

 

 

Det anslås, at over 3 milliarder mennesker vil følge med, når Elizabeth engang går bort. En begivenhed, der allerede er planlagt. 

 

Hun er en af de mest markante og magtfulde regenter i Europa. Og hun har - bogstaveligt talt - været monark i en menneskealder. 

 

Siden 1953 har hun regeret Storbritannien, som hendes forfædre har gjort det i 1000 år. 

 

Og så er hun med sine 90 år verdens ældste nulevende monark. Ydermere er hun den britiske monark, der har haft den længste regeringsperiode nogensinde. 

 

Dronning Elizabeth den 2. er derfor ikke bare en monark. Hun er en institution og et vigtigt historisk kapitel i Storbritanniens og Europas historie. 

 

Så hvad sker der, den dag Elizabeth går bort? 

 

Det interessante - og en kende morbide - tankeeksperiment har mediet Business Insider undersøgt. 

 

Mediet har minutiøst gennemgået de forskellige processer, der finder sted, når Elizabeth ikke er her længere. 

 

Her er svaret derfor på, hvad der sker, når dronningen går bort. 

 

Hvilke mekanismer og processer, hoffet og kongehuset sætter i gang, kommer an på, hvordan Elizabeth går bort. 

 

Bliver det under forventede og kontrollerede omstændigheder, som eksempelvis efter sygdom, er planerne allerede lagt i Buckingham Palace.

 

Går dronningen bort under mere uventede omstændiger - som eksempelvis en ulykke, som det skete med prinsesse Diana - vil nyheden om dødsfaldet udkomme mere uplanlagt og ukontrolleret.

 

Såfremt det er forventet, at Elizabeth går bort, vil nyheden først ramme via hovedkanalerne. 

 

Alle BBCs kanaler vil stoppe og blive afbrudt af en ekstra nyhedsudsendelse. De andre kanaler er ikke forpligtet til at afbryde deres programmer - men det vil formentlig ske alligevel, skriver mediet. 

 

I forlængelse af mediedækningen er det også værd at nævne, at der i dagene efter dødsfaldet og indtil begravelsen ikke vil blive vist komedier på TV. 

 

I hvert fald ikke på BBCs kanaler, skriver The Daily Mail. Desuden har flere tv-kanaler allerede købt sig til 'pakker' med videoklip om regentens liv, der kan vises.    

 

Når kongehusets ansatte er sendt hjem og de offentlige turistattraktioner er lukkede, bliver der afholdt en formel tiltrædelse på St. James’ Palace, hvor prins Charles bliver udråbt til ny regent. 

 

Det har været diskuteret, om kronen ville springe et led over, så prins William i stedet ville blive konge. Det har prins Charles dog afvist. 

 

I stedet bliver prins William prins af Wales - en titel, som prins Charles besidder i dag. 

 

Alt imens dette foregår, vil dronning Elizabeths kiste blive stillet frem, sådan at det britiske folk kan sige et sidste farvel til regenten. Dette vil foregå i Westminster Hall. 

 

Westminster Hall i London er stedet, hvor de to kamre i Det britiske parlament mødes. 

 

Her vil der blive holdt en kort ceremoni, når kisten ankommer, og herefter vil det være muligt for befolkningen at vise deres respekt.

 

Da Elizabeths mors kiste lå i Westminster Hall, var 200.000 forbi for at sige farvel. Det tal kan blive væsentligt højere, når Elizabeth den 2. engang går bort, skriver Business Insider. 

 

Kisten vil blive i Westminster Hall, indtil Elizabeth skal begraves. Ifølge The Daily Mail vil dette ske 12 dage efter, at regenten dør.

 

Kisten vil så blive transporteret til Westminster Abbey - den traditionsrige kirke, der fungerer som både kronings- og begravelsessted for de engelske monarker. 

 

Begravelsen vil desuden ifølge kongehuset blive erklæret national helligdag. 

 

Samtidig vil begravelsen blive et enormt mediemæssigt tilløbsstykke, som millioner vil følge. 

 

Da prinsesse Diana døde, mødte mere end en million mennesker op til begravelses-kortegen, mens 30 millioner briter fulgte med på tv-skærmene og 2,5 milliarder så med på verdensplan. 

 

Ifølge BBC vil endnu flere følge med, når Elizabeth engang begraves. Over 3 milliarder, lyder forudsigelsen. 

 

 

Elizabeth hyldet med stort show 

 

Dronning Elizabeth blev 90 år den 21. april, men det er absolut ikke slut med at fejre dronningens skarpe hjørne.

 

15 Maj,  var der således et stort anlagt show ved Windsor Slot, hvor dronning Elizabeth blev hyldet.

 

Omkring 900 heste og 1500 optrædende udgjorde hjørnestenen i det flot anlagte show, hvor også Helen Mirren, Shirley Bassey, Kylie Minogue, Gary Barlow - og Jim Carter, der er Carson i "Downton Abbey" - optrådte.

Gå ikke glip af en nyhed eller en fordel. 

 

Dronning Elizabeth så ud til at have en forrygende aften i selskab med sin mand prins Philip, prins Charles og hertuginde Camilla, prins Harry, prins William og hertuginde Catherine, prinsesserne Eugenie og Beatrice samt andre fra den kongelige familie.

 

Barnebarnet Lady Louise og hendes far, dronning Elizabeths søn, prins Edward, var ligesom datteren prinsesse Anne ikke at finde i den royale del af tribunen, for de var nemlig blandt de optrædende på hesteryg. 

 

 

 

 

Elizabeth på forsiden 

 

Lige nu pryder 90-årige dronning Elizabeth forsiden af Vanity Fair sammen med sine hunde Holly, Willow, Vulcan og Candy.

 

Nu fortæller fotografen Annie Leibovitz, at det nye private billede af dronning Elizabeth omgivet af sine 4 hunde var monarkens egen ide.

 

- Jeg blev fortalt, hvor afslappet hun er på Windsor Castle, og det var virkelig rigtigt, siger hun.

 

Til trods for, at dronning Elizabeth aldrig har givet et egentligt interview, så har det altså ikke hindret magasinet i at sætte hende på forsiden.

Det britiske hof har indtil videre offentliggjort tre af billederne, mens Vanity Fair har offentliggjort et.

 

Så er festen i gang

 

Ved den flotte taksigelsesgudstjeneste i St. Paul's Cathedral i anledning af 90-års dagen blev dronning Elizabeth modtaget med al den pomp og pragt, som England kan mønstre, da hun ankom sammen med sin mand, prins Philip, der fylder 95 år 

Hendes smukke kjole og frakke i lys gul - en farve, dronningen ynder at bruge - har et svagt hvidt mønster samt markante buer langs kanterne.

Selvfølgelig bærer dronning Elizabeth også en stor hat med pynt, som matcher hendes kjole og frakke, og som altid har hun sin - denne gang sorte - håndtaske over armen.

Dronningen blev modtaget af borgmester, biskopper, præster og mange andre officielle briter i strålende gyldne, røde, hvide og sorte uniformer, hvorefter gudstjenesten gik i gang med den første af mange salmer.

Prins William og hertuginde Catherine fulgtes med prins Harry til St. Pauls Cathedral. 

Selv om hertuginde Catherine havde valgt en afdæmpet douche blå frakkekjole med hvide broderier foran og en matchende hvid stråhat, så stjal hun alligevel opmærksomheden, da hun ankom sammen med sin mand, prins William, og svoger, prins Harry, til St. Pauls Cathedral til taknemmelighedsgudstjenesten i anledning af dronning Elizabeths 90-års fødselsdag.

 

Den elegante frakke er ifølge Hello Magazine fra Catherine Walker, én af hertugindens yndlingsdesignere.

Hertuginde Catherines smarte hat er fra modisten Jane Taylor.

Hertuginden Catherine sludrede afdæmpet med sin mand og svoger på den lange vej op gennem kirken indtil de tre kom op til deres pladser helt oppe foran - og lige bagved dronning Elizabeth og prins Philip.

På dagen hvor Prins Phillip blev 95 år, er der også kommet et nyt portræt ud af parret. 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

400.000 feste for Elizabeth i London

Hertuginde Catherine og hertuginde Camilla havde plads ved siden af hinanden, da der d. 11 juni var karetkørsel ved The Mall i London til ære for dronning Elizabeth, der i år fejrer sin 90-års fødselsdag.

Hertuginde Catherine, 34, og hendes 34 år ældre svigermor, hertuginde Camilla, så begge fantastiske ud begge klædt i hvidt. 

Hertuginde Catherines outfit er fra modehuset Alexander McQueen - samme sted, som hendes fantastiske brudekjole stammer fra. Og den elegante frakke har hertuginde Catherine senest båret ved datteren prinsesse Charlottes dåb. 

Det har muligvis været aftalt, at de to formelt kommende dronninger af Storbritannien skulle være klædt i samme farve, og forrygende så de ud  - ikke mindst med deres nydelige hatte.

Hertuginde Camillas med strudsefjer, der flagrede i vinden under kørslen, mens hertuginde Catherines hat med stor skygge var tilsat et bånd med blomst i sart lyserød.

En fantastisk oplevelse for de mange fremmødte, der kunne nyde synet af de to overdådigt klædte hertuginder.

Spændingen var også på sit højeste i minutterne op til, at 90-årige dronning Elizabeth sammen med familien skulle indtage balkonen på Buckingham Palace lørdag eftermiddag i forbindelse med den traditionelle Trooping the Colours-parade.

For ville de to nyeste skud på familiestamtræet, dronning Elizabeths oldebørn den snart tre-årige prins George og et-årige prinsesse Charlotte, være med, så briterne og folk hjemme ved TV-skærmene kunne få et glimt af de charmerende børn?

Og ja, de var der heldigvis. Kongefamilien skuffede ikke. På balkonen samledes dronning Elizabeths nærmeste for at hilse på de fremmødte og ikke mindst for at se det flotte luftshow med flyvemaskiner og helikoptere.

Begejstringen var stor over, at prins George og prinsesse Charlotte var med på balkonen, hvorfra de var med til at vinke til de mange jublende tilskuere.

Og yndige så de ud med velredt hår og for prinsesse Charlottes vedkommende klædt i fin lyserød kjole, mens prins George var fin i kortærmet skjorte.  

Det er et par meget kønne børn, prins William og hertuginde Kate kan prale af at være forældre til, og det var da også et par tydeligt stolte og kærlige forældre, der tog sig af de to kongelige børn, mens de blev vist frem for folket, og den flotte flyopvisning buldrede over hovederne på dem.

Også den del af begivenhederne klarede de to små børn med bravour.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

90 år

  • Dronning Elizabeth II (Elizabeth Alexandra Mary) er født 21. april 1926.

  • Hun blev Storbritanniens regent i 1952.

  • Dronning Elizabeth er ældste datter af George VI og Elizabeth.

  • Elizabeth II blev i 1947 gift med løjtnant Philip Mountbatten. De er forældre til prins Charles, prinsesse Anne, prins Andrew og prins Edward.

  • Desuden har de 8 børnebørn og 5 oldebørn, Et af de børnebørn er prins william som er gift med prinsesse Kate.

    21. April 2016 i billeder 

Elizabeth og de mange kjoler 

Dronning Elizabeth, der fejres ved den store picnic i London, holdt tale på The Mall, hvor hun takkede for den flotte fejring.

- Mange tak for jeres vidunderlige støtte og opbakning, sagde dronning Elizabeth og tilføjede, at hun var meget glad for og rørt over de mange fødselsdagshilsner, hun har modtaget.

Dronning Elizabeth sluttede talen af på morsom vis:

- Hvordan jeg vil have det, hvis I stadig synger fødselsdagssang for mig i december, vil vise sig, sagde fødselaren.

Det var en stor og dejlig overraskelse og en ægte solstrålehistorie midt i det regnvåde London, da prins William, hertuginde Catherine, prins Harry og flere andre af de kongelige medlemmer  gik på gaden for at hilse på nogle af de mange fremmødte tilskuere ved tredjedagen af dronning Elizabeths 90 års fødselsdagsfejring.

Med god tid og stort overskud blev der udvekslet håndtryk med publikum, og der blev udvekslet smil, og der blev snakket, der blev taget billeder og selfies, og det så ganske enkelt ud til, at medlemmerne af den kongelige familie nød at møde briterne.

Prins William, hertuginde Catherine og prins Harry brugte lang tid på at gå rundt blandt publikum, og først til sidst måtte de speede tempoet lidt op på The Mall, fordi det da var tid til at dronning Elizabeth og hendes mand, prins Philip skulle køre deres tur i åben vogn gennem gaderne, inden de samledes til hyldest-taler og masser af jublende klapsalver for dronningen.

Udsendelse: Dronning Elizabeth 90 år

Det royale stramtræ

bottom of page