
8.700 dræbt efter jordskaælv i Nepal
Næsten 8.700 mennesker er nu officielt erklæret omkommet i jordskælvet, der lørdag d. 25 April ramte Nepal og de omkringliggende lande.
Omkring 30.000 er blevet såret.
Skælvene, der blev målt til 7,9 på Richterskalaen, gik særlig hårdt ud over landets hovedstad, Kathmandu, hvor ejendomme og store bygningskomplekser styrtede sammen. Blandt dem er Dharahara-tårnet, berømt bygningsværk i hovedstaden.
Også i den nærliggende bjergkæde, Mahalangur Himal i Himalaya, mærkede man rystelserne, der udløste en række kraftige laviner. På verdens højeste bjerg, Mount Everest, meldes mindst 18 personer dræbt som følge af de enorme mængder sne, der blev sendt ned af skråningerne.
Mere end 1.000 bjergbestigere opholdt sig på bjerget, skælvet ramte. Basecamp, hvor man opholder sig, inden man bestiger det sidste stykke af Mount Everest, er blevet delvist begravet under snemasserne.
Det er fortsat vanskeligt at klarlægge omfanget af ødelæggelserne, da landets mobilnet er brudt sammen, og flere nødhjælpsorganisationer påpeger, at dødstal såvel som de fysiske ødelæggelser kan være markant højere, end de foreløbige udmeldinger har indikeret.
Internationale nødhjælpsorganisationer er massivt til stede i Nepals hovedstad, hvor der pågår et større arbejde med at redde mennesker ud af murbrokkerne, fortæller Red Barnets vicegeneralsekretær, Jonas Keiding Lindholm til News-7.dk
- De første 72 timer handler det om at redde mennesker ud af murbrokkerne. Det er absolut afgørende. Her arbejder vi i tæt kontakt med de nepalesiske myndigheder om også at få de tilskadekomne behandlet efterfølgende. Der er mange tilskadekomne - både børn og voksne.
Skælvene nåede også til nabolandene Tibet, Indien og Bangladesh. Ifølge nyhedsbureauet Reuters er der lørdag eftermiddag fundet 34 døde i Indien og en enkelt i Bangladesh, mens et kinesisk nyhedsbureau melder om 12 dræbte i Tibet.
Udenrigsministeriets officielle liste over danskere i Nepal tæller 125 navne, men ifølge flere rejseselskaber kan det tal reelt være markant højere.
20-årige Emil Meinert Bøttcher er en af de danskere, der opholder sig i Kathmandu, og han fortæller om kaotiske scener i hovedstaden.
- Jeg har set mennesker blive båret ud fra nedstyrtede murbrokker. Vi troede, de var døde. Stemningen er meget speciel og svær at forklare. Børn løber rundt i gaderne og smågriner, mens de voksne står og græder,« fortæller han til News-7.dk
- Vi er fuldstændig ude af den. Vi har aldrig prøvet noget lignende. Vi bliver meget påvirket af de lokale, og selve synet af en by i ruiner. Det hele er chokerende,« fortæller danskeren videre.
Nepal har 30 millioner indbyggere og er et verdens fattigste lande. Jordskælvet lørdag morgen var det kraftigste i 81 år.

Dansk øjnvidne:
Vi er helt ude af den
20-årige Emil Meinert Bøttcher og hans ven Anton Vestergaard arbejder på et børnehjem i Lubhu, 15 kilometer syd for hovedstaden Kathmandu. De oplevede på egen krop det voldsomme jordskælv, målt til 7,9 på richterskalaen, der ramte området lørdag morgen dansk tid.
- Vi lå i sengen og mærker pludselig voldsomme rystelser, og er helt ude af den, fortæller Emil Bøttcher på en skrattende mobilforbindelse fra Nepal til News-7.dk, og fortsætter:
- Det første vi tænkte var bare at hjælpe, hvor vi kunne. Det kom helt instinktivt. Længere nede af vejen er huse brast fuldstændig sammen og fire mennesker lå begravet under murbrokkerne. Med vores og de lokales hjælp kom de alle fri af murbrokkerne uden skader,fortæller han.
Han fortæller også, hvor surrealistisk det var at være vidne til jordskælvet på så tæt hold.
- Jeg har set mennesker blive båret ud fra nedstyrtede murbrokker. Vi troede, de var døde. Stemningen er meget speciel og svær at forklare. Børn løber rundt i gaderne og smågriner, mens de voksne står og græder, fortæller Emil, og sætter ord på, hvad han selv føler:
- Vi er fuldstændig ude af den. Vi har aldrig prøvet noget lignende. Vi bliver meget påvirket af de lokale, og selve synet af en by i ruiner. Det hele er chokerende, fortæller danskeren.
Han fortæller også, at jo længere man kommer ind mod centrum, jo værre ser det ud. Her er bygninger i flere etager jævnet med jorden.
- Den centrale del af Lubhu er nærmest helt ødelagt, men vi bor i yderkanten af byen, hvor bygningerne ikke ligger så tæt.
Emil Meinert Bøttcher fortæller også, at man med jævne mellemrum kan mærke efterskælv.
Både Emil Meinert Bøttcher og Anton Vestergaard har været i kontakt med deres familier.
Dansk øjnvidne:
Vi måtte løbe for livet
Jordskælvet, i Nepal har forårsaget store skader i hovedstaden Kathmandu.
Men jordskælvet rystede ikke blot hovedstaden. En dansk bjergbestiger fortæller, at han måtte løbe for livet, da jordskælvet udløste en lavine på Mount Everest.
Carsten Lillelund Pedersen havde i de seneste dage opholdt sig i Camp 1 med en belgisk bjergbestiger. I går var de så klatret op ad bjerget til Camp 2, hvorefter de lørdag morgen rykkede ned mod basecamp, der er en lejr med flere hundrede telte.
Det var på vej hertil, at de hørte lavinens buldren.
- Jordskælvet nær Everest var meget kraftigt, og vi kunne mærke jorden ryste en masse, hvorefter en enorm lavine fejede henover basecamp, skriver Carsten Lillelund Pedersen på sin Facebook-side.
Han beskriver, hvordan han og belgieren måtte "løbe for livet for at komme væk fra lavinen".
- Men jeg nåede ikke frem til teltene, skriver danskeren, der derfor måtte søge ly bag en stensætning på bjergsiden.
Han fortsætter:
- Jeg kunne ikke se noget, og det var svært at trække vejret.
I en mail til News-7.dk oplyser Carsten Lillelund Pedersen, at han er sikker på, at der er "adskillige tilskadekomne" på Mount Everest. Han er blandt andet urolig for en indisk gruppe, der var på vej op ad bjerget, mens han selv bevægede sig ned.
En læge på stedet har ifølge danskeren allerede tilset personer med knoglebrud og skader i hovedet.
- Vores spisetelt er inddraget til at modtage patienter, skriver han i mailen.
Historisk bygning er ødelagt
Det voldsomme jordskælv i Nepal har forårsaget store ødelæggelser i hovedstaden Kathmandu, hvor det historiske monument, Dharahara-tårnet, er styrte i grus.
Dharahara-tårnet blev bygget i 1832 af den tidligere premierminister i Nepal, Bhimsen Thapa.
Bhimsen blev beordret af landets regent, Dronning Lalit Tripura, til at bygge monumentet, der siden har stået med sine ni etager i midten af Kathmandu
Myndighederne oplyser, at mindst 50 personer var fanget i brokkerne under det sammenstyrtede tårn.
De 213 trin på spiraltrappen tog besøgende til toppen af Dharahara-tårnet, hvorfra man kunne se ud over området Kathmandu Valley.
Netop beliggenheden gjorde tårnet kendt, da Kathmandu Valley i 1979 kom på UNESCOs verdensarvslisten.


Kort: Her ramte jordskælvet
Dansk Ekspert: Nepal var i stor risiko for jordskælv
Nepals hovedstad, Kathmandu, rangerer højt på top 10-listen over storbyer rundt omkring i verden, hvor der er risiko for helt katastrofale jordskælvsødelæggelser.
Det fortæller geolog Bo Holm Jacobsen fra Aarhus Universitet, der forsker i jordskælv, efter lørdagens kraftige skælv i Nepal til News-7.dk
I betragtning af millionbyens udsatte position, så kunne ødelæggelserne i hans vurdering have været langt mere omfattende.
- Derfor må man nok sige, at det her næppe er det værst tænkelige jordskælv, siger Bo Holm Jacobsen.
Når Nepal og Kathmandu er særligt udsatte i forhold til jordskælv, så skyldes ifølge geologen, at det indiske subkontinent pløjer sig ind i Centralasien.
- Det danner nogle 'rynker', som - når mennesker ser på dem - faktisk er ganske store: Det er nemlig Himalaya. Så det giver nogle ekstraordinære spændinger i jordskorpen, som udløses i tilbagevendende brud med cirka 100 års mellemrum i dette område, siger han.
Bo Holm Jacobsen forklarer, at et skælv i den størrelsesorden laver en såkaldt brudzone på op til 100 kilometer i flere retninger. Det udvikler sig desuden i op til 30 sekunder, hvorefter bølgerne løber ud fra skælvet.
- Så vidt jeg kan se på kortene over hovedskælvet og efterskælvene, så ligger de i regionen omkring hovedstaden. Så det er meget nemt at forstå, at indbyggerne er meget opskræmte over denne situation.
FAKTA RICHTERSKALAEN
Lørdagens jordskælv i Nepal målte 7,9 på richterskalaen. Der er i grove tal tre skælv i den størrelsesorden om året.
1.0-3.0:
Svage, ofte umærkelige, skælv.
3.0-3.9:
Mærkes kun af få personer og oftestkun øverst i bygninger. Rystelser kan svare til, at en lastbil kører forbi.
4.0-4.9:
Parkerede biler bevæger sig. Vinduer ryster eller går itu og vægge siger knirkelyde.
5.0-5.9:
Tunge møbler kan flytte sig og puds falde ned. Kun mindre skader på solidt konstruerede bygninger. Der kan ske betydelig skade på svage bygninger.
6.0-6.9:
Der kan ske betydelig skade på særligt sikrede konstruktioner. Nogle velkonstruerede bygninger kan styrte delvist sammen.
7.0-højere:
Betydelig skade på særligt sikrede konstruktioner. Der kan komme voldsomme, omfattende og altødelæggende rystelser.
Det ved vi om jordskævet
Her er, hvad vi ved om jordskælvet:
-
Skælvet er målt til 7,9 og ramte Nepal lørdag formiddag dansk tid.
-
Ifølge nepalesiske myndigheder har mindst 3.000 mennesker mistet livet. Tabstallet frygtes at stige yderligere.
-
Mindst 50 mennesker skal være omkommet på verdens højeste bjerg, Mount Everest, hvor dele af Base Camp i Nepal er blevet overdækket af sne efter flere laviner i området. Mange bjergbestigere savnes.
-
Skælvet er det kraftigste i Nepal i 80 år. Ved et skælv i 1934 blev 8500 mennesker dræbt.
-
Det kraftige jordskælv dengang rystede ligeledes dele af det nordlige Indien og dele af Bangladesh.
-
Nepal har 30 millioner indbyggere og hører til blandt de allerfattigste lande. En stor del af infrastrukturen blev ødelagt under en langvarig væbnet maoistisk oprørskamp, som stoppede i 2006.






























Galleri: Voldsomme billeder fra jordskælvet



Voldsomme efterskælv rystede Nepal
Kraftige efterskælv rystede søndag d. 26 April Nepal og udløste panik blandt mange indbyggere efter lørdagens jordskælv, som har kostet op mod 2400 mennesker livet.
- Vi har sat alle vores ressourcer ind på eftersøgnings- og redningsaktioner, siger en talsmand for det nationale politi, Kamal Singh Bam.
Mens redningshold gennemsøger murbrokker og ruiner i Kathmandu for at finde overlevende.
Chokerede indbyggere, hvoraf mange er tvunget til at sove under åben himmel i hovedstaden, blev søndag rystet af en række efterskælv, det voldsommeste blev målt til 6,7.
På de overbelagte hospitaler, hvor læger og sygeplejersker behandler sårede i interimistiske telte, er personalet tvunget til at undgå hovedbygningerne af frygt for nye sammenstyrtninger.
Det Nationale Kriseoperationscenter i Kathmandu siger til AFP, at 3352 er omkommet i Nepal, mens 8239 er blevet kvæstet.
Internationale nødhjælpsgrupper har intensiveret deres indsats i mange områder, men hjælpeindsatsen vanskeliggøres af manglende kommunikationslinjer og jordskred.
- Elektriciteten er blevet afbrudt, kommunikationssystemerne svigter og hospitalerne er overfyldt, mens der ikke er plads i lighusene til de omkomne, siger Oxfams leder i Australien.
Helikoptere er sendt ud for at overflyve øde beliggende områder.
- Vi ved, at der både i byer og landområder er steder, som er isoleret fra omverdenen på grund af jordskred, siger Mike Bruce, der er regional kommunikationsleder for hjælpeorganisationen Plan International.
- Folk sover i gaderne og laver mad udenfor, og vi taler om de meget, meget fattige områder i Nepal, hvor befolkningen i forvejen var stærkt belastet af vanskelige vilkår, siger Mike Bruce.
Røde Kors udtrykker bekymring for mange landsbyindbyggere i området tæt på skælvets epicenter.
Lørdagens jordskælv er det værste i Nepal i mere end 80 år.


Danskerne samler penge ind til Nepal
Allerede nu, har danskerne grebet til lommerne og doneret et "imponerende" antal kroner, lyder det fra Røde Kors.
- Der har været en meget stor opbakning fra befolkningen. For en time siden rundede vi en million kroner i bidrag, udtaler generaldirektør i Røde Kors, Anders Ladekarl, i vores udsendelse
Pengene er kommet ind via Røde Kors' hjemmeside samt udsendte sms'er, som mange danskere har reageret på og videresendt.
Røde Kors fortæller, at de derudover selv har trukket en million kroner fra overskuddet i deres genbrugsbutikker.
Den danske regeringen har også frigivet en pulje på fem millioner kroner til katastrofer, som alle danske ngo'er i Nepal kan bruge af, og her hæver Røde Kors tre millioner.
Ifølge Røde Kors kommer budgettet "ganske givet til at stige", i takt med at der skabes fuldt overblik over Nepals tilstand, og derfor er det stadig brug for penge.
Også i Red Barnet forsøger man at få danskere til at donere penge til ofrene i Nepal. Organisationen har sendt sms'er ud til cirka 25.000 personer og endnu flere har modtaget et nyhedsbrev.
Red Barnet har endnu ikke overblik over, hvor mange penge der er doneret, men ved, at der vil være brug for hver en krone.
- Der bliver helt sikkert brug for rigtig mange penge. For dels er der det helt akutte hjælpearbejde nu og her. Og så er der alt det arbejde, vi skal i gang med bagefter med børnene.
- Der er alle de forældreløse børn, og der er alle de børn, der er traumatiserede, siger Claes Amundsen kommunikationschef i Red Barnet.
Nødhjælpsarbejdet er allerede er i fuldt gang i Nepal, hvor tusinder af frivillige hjælper til.


1 million børn er ramt af jordskælvet
Hvert minut kan gøre forskellen på liv eller død for de overlevende i Nepal.
Det er nemlig begrænset, hvor længe man for eksempel kan overleve, hvis man ligger begravet under murbrokker og ruiner.
- Vi er især bekymrede for de næsten 940.000 børn, der bor i de områder, der er hårdest ramt, skriver FN på deres hjemmeside.
Og det er der en god grund til. I sådan nogle situationer er børn nemlig meget mere sårbare end de voksne siger Red Barnet:
- Bygninger er væltet om ørerne på dem, de voksne er panikslagne og angste og det påvirker i særligt grad de små, siger Anne-Sophie Dybdal, børnepsykolog i Red Barnet til News-7.dk
- Deres verden bliver vendt på hovedet
Der er lige nu mangel på både vand eller strøm i Nepal, og mange af børnene er blevet skilt fra deres forældre, skriver FN, der lige nu arbejder på at få humanitær hjælp ud i de berørte områder.
Og det kan have store psykolgiske konsekvenser for de yngste:
- Børnene oplever jo, at deres verden bliver vendt på hovedet, og at alle de faste holdepunkter helt bogstaveligt er rystet fra hinanden, siger Anne-Sophie Dybdal.
Og derfor er der ingen tid at spilde ifølge FN, der oplyser at 35 ud af Nepals 75 distrikter ramt af jordskælvet.
- De lokale samfund og Nepals regering har allerede reddet mange liv, siger Valerie Amos, koordinator i FN.
- Der er et akut stort behov for især vand, mad og medicin, skriver FN.
Både strøm og vand mangler i store dele af landet. Derudover er mobilnetværket ramt, så det er svært at kommunikere lokalt.
- FN har et rednings- og koordineringshold dernede, som kommer til at sørge for humnanitær hjælp og genopbygning de næste uger - hvis ikke måneder.
- Et så fattigt land som Nepal har ikke råd til sådan et tilbageslag i udviklingen, skriver FN, som peger på, at jordskælvet kommer til at have enorme sociale og økonomiske konsekvenser.
Derfor er FN også igang med at planlægge længere ud i fremtiden.
- Vi skal akut lave en plan, så vi kan reducere konsekvenserne af ødelæggelserne, siger Martin Sajdik, formand for FNs økonomiske og sociale råd.


Jordskælvet i Nepal udløste også en lavine på Mount Everest. Den var så voldsom, at den begravede og ødelagde området
Den voldsomme lavine der raserede bjergbestigernes hovedlejr syd for Mount Everest blev også
fanget på video af den tyske bjergbestiger Josh Kobusch.
Se den her ved siden af.
Voldsom Video: Lavine på Mount Everest
Lille baby fundet i live -
5 dage efter
En baby, der mirakuløst blev fundet i live i ruinerne i Nepal, har givet befolkningen et glimt af håb midt i en katastrofe, der har ødelagt det fattige land i Himalaya.
Drengen, Sonit, var dækket af et tykt lag støv, da han blev hevet ud fra murbrokker, der var kollapset omkring ham i et jordskælv, der foreløbig har kostet over 5500 mennesker livet.
Sidste lørdag sov den fire måneder gamle dreng trygt til middag i sit hjem i Bhaktapur øst for Kathmandu, da et skælv på 7,9 sendte rystelser gennem Nepal og nabolandene.
Tusinder af bygninger styrtede sammen på få minutter, og den lille dreng blev levende begravet under familiens hus, der faldt sammen i det første, store skælv.
Sonits far, Shyam Awal, kastede sig med sine bare næver ind i et desperat kapløb mod tiden for at redde sin søn. Awal fik tilkaldt soldater fra hæren, der bevæbnet med skovle deltog i den ulige kamp for at finde den lille dreng i live.
Da mørket faldt på gav de udmattede soldat op, og en ulykkelig Shyam Awal have også svært ved at bevare håbet om at se sønnen i live igen. Men så hørte han den spæde lyd af babygråd under murbrokkerne. Sonit var stadig i live, og forhåbentlig stærk nok til at overleve den kolde nat i bjergene.
Faderen fik overtalt soldaterne til at vende tilbage næste morgen, hvor de med fornyet energi fik fjernet mursten, bjælker og støv, der havde holdt drengen fanget i 22 timer.
Billedet af de stolte redningsmænd, der holder den støvgrå baby op i luften i triumf, har grebet læsere om hjertet verden over. Sonits hætte og dragt, der holdt ham varm om natten, er smurt ind i mudder og støv, og han klemmer sine små øjne sammen under den skarpe morgensol.
Billedet er taget af fotograf på avisen Kathmandu Today, Amul Thapa, der selv har mistet medlemmer af sin familie i jordskælvet.
Babyen blev taget direkte til Bhaktapur-hospitalet, hvor lægerne kunne konstatere, at han var uskadt.
Dødstallet efter jordskælvet i Nepal kan fortsat stige. Redningsmandskab er endnu ikke nået frem til nogle af de mere ufremkommelige landsbyer i bjergene. Disse områder kan kun nås til fods, og det ventes at tage op til fem dage, inden hjælpen når frem.


12 EU- borgere døde i Nepal
Mindst 12 EU-borgere er bekræftet omkommet under jordskælvet i Nepal, siger EU-delegation i Kathmandu.
1000 mennesker fra EU, først og fremmest turister, savnes i Nepal efter skælvet, siger lederen af EU's delegation i Kathmandu næsten en uge efter naturkatastrofen.
- Vi ved ikke, hvor de er henne, eller hvor de kan være, siger ambassadør Rensje Teerink.
Han tilføjer, at 12 EU-borgere er bekræftet omkommet i Nepal efter skælvet.
Han anfører, at de fleste af de savnede er turister i områderne Langtang og Lukla.
Langtang er en trekkingregion nord for Kathmandu, der blev ramt af en lavine og jordskred.
Lukla er udgangspunkt for bjergbestigere og trekkere, som vil gøre den ni dage lange tur op til basecamp ved Mount Everest.
De seneste meldinger fra Udenrigsministeriets Borgerservice går på, at man fortsat mangler kontakt med 2 danskere.

Nyt Jordskælv i Nepal
Et nyt jordskælv i Nepal har kostet mindst 100 mennesker livet tirsdag d. 12 maj 2015 - 17 dage efter flere end 8000 mennesker blev dræbt i et lignende skælv.
Ifølge myndighederne i landet er 3.087 meldt kvæstet.
Jordskælvet, der målte 7,3 på Richterskalaen, var et efterskælv på det, der ramte for mere end 2 uger siden. Dengang målte det 7,8 og var dermed 5 gange kraftigere.

Regentparret hjælper børn efter jordskælvet i Nepal
Det voldsomme jordskælv i Nepal har berørt en del danskere, der indtil nu har støttet børneorganisationen UNICEF med i alt 11 millioner kroner.
Samtidig har Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond nu ydet 200.000 kroner i støtte, som organisationen er meget taknemmelige for.
-Vi er i UNICEF meget taknemmelige for, at dronningen og prinsgemalen igennem deres fond har besluttet at støtte vort arbejde for at hjælpe de mange børn i Nepal, siger generalsekretær i UNICEF, Steen M. Andersen.
Han understreger, at organisationen med den samlede pulje kan dække behovet for medicin og førstehjælpsudstyr til 16.000 mennesker i 3 måneder.
Over 1,7 millioner børn har lige nu brug for hjælp i området i form af rent drikkevand, ly, omsorg og beskyttelse.
